mandag den 8. juli 2013

21 dage.

Kære alle sammen.

Det er efterhånden lidt tid siden, jeg har fået skrevet et indlæg. I overmorgen rejser jeg endelig til Tyrkiet, så jeg må hellere lige få skrevet lidt, inden jeg tager afsted.
Det kommende tid kommer der ikke så mange indlæg, da jeg ikke har adgang til internet i Tyrkiet og på Sri Lanka. (I hvert fald ikke lige, hvad jeg ved af.)

Jeg sidder nede på min terrasse, vejret er skønt - og jeg er ved at blive stegt. Jeg har jo egentlig ikke brug for så forfærdeligt meget farve, men jeg forsøger at suge lidt D-vitaminer til mig. Det er jo vigtigt, når man har en mørk hudfarve - og jeg har lige fået konstateret D-vitamin mangel.

Den sidste tid har følelsesmæssigt været meget turbulent. Jeg har været lidt ved siden af mig selv, og har haft lidt svært ved at finde en indre ro og balance. Der kommer hele tiden en masse reaktioner, både psykisk og fysisk. Det må være på grund af min kommende rejse.

Forleden dag forsøgte jeg at pakke til ferien. Så opdagede jeg, at min kuffert var gået i stykker. Det resulterer i et panisk opkald til min mor, som påpegede at min reaktion nok kom pga. rejsen. Det blev alt for overvældende. Lige pludselig stod jeg med et bjerg af tøj som skulle pakkes til Sri Lanka, og jeg havde ikke noget at pakke det ned i. Der var jeg lige ved at gå i spåner.

Jeg forsøger hele tiden at være godt forberedt på alting. Både til Tyrkiet og til Sri Lanka. Men det er ærligt talt skidesvært, når der hele tiden dukker noget op, som kan slå mig helt ud. Jeg vidste godt, at det kunne være overvældende at arrangere den her rejse, men jeg havde ikke forventet, at det ville virke så uoverskueligt for mig, som det har været. Heldigvis har mine forældre været gode til at hjælpe - specielt med fly og hotel. Det var super dejligt, at min far hjalp med det. I virkeligheden er meget af det praktiske arrangeret, men indeni føles det som om, at der stadig mangler 1000 ting. Jeg skal have fundet en gave til min biologiske mor, som jeg kan give hende. Jeg er blevet anbefalet at købe en guldhalskæde, og det er foreløbigt også planen.

I virkeligheden er det totalt latterligt at stresse over alt det her, jeg har fået ordnet så mange ting, og nu kan jeg ikke gøre mere, før jeg er dernede. Men jeg stresser, fordi situationen er uvant og ny for mig. Jeg har det elendigt, når jeg ikke har kontrol over tingene. Og den her situation har jeg ikke meget kontrol over. Jeg spekulerer enormt meget på selve mødet med min biologiske mor.

Hvordan skal jeg hilse på hende?
Hvordan skal jeg starte samtalen? Hvad skal jeg indlede den med?
Hvad er det vigtigste at få sagt?
Hvad nu hvis jeg føler en form for tilknytning og tilhørsforhold til hende? (Jeg får hende jo kun at se den ene gang!) - Og hvad nu, hvis jeg IKKE føler det?

Som et led i forberedelsen har jeg set Shital Andersens film "Et fundament i forandring". Den handler om 3 adopterede, som fortæller om deres møde med deres biologiske familier. De fortæller om, hvad der er svært, og den ene fortæller også om, at hun måtte cutte kontakten til familien igen, fordi det blev for svært.
Det var enormt lærerigt at høre deres historier. Men vores udgangspunkter er forskellige. Jeg ved allerede nu, at jeg kun får min biologiske mor at se én gang. Og at jeg ikke får resten af min familie at se. Døren er ikke fuldstændig åbnet, den står på klem. Det komplicerer naturligvis en hel masse ting, men det betyder samtidig også, at jeg ved, at mit liv er i Danmark hos min familie. Det er her jeg skal tilbage og leve mit liv efter mødet. Det er her min fremtid venter. Det har jeg nu aldrig været i tvivl om, men det er nu meget rart at fokusere på alligevel. Og nok også rimelig vigtigt.
Jeg behøver ikke at forholde mig til et fremtidigt forhold til min biologiske familie. Det er godt nok, det jeg i starten ønskede mig. Jeg vil stadig gerne møde dem alle sammen, men den dag i dag, er jeg nok i tvivl om en fast kontakt ville være en god idé. Jeg ved det ikke.

I torsdags var jeg oppe hos min reserve mormor. Det er fedt at komme derop og snakke med hende. Det er dér, jeg kobler allerbedst fra. Hun glæder sig på mine vegne, hun er én af dem, som har vist allermest interesse. Og det er rart. Det varmer. Vi taler rigtig meget om det, og hun har fuld forståelse for, at jeg er ved siden af mig selv. Som regel snakker jeg i ét væk, men for tiden mangler jeg ord. Og det forstår hun. I torsdags snakkede vi naturligvis også om min rejse. Vi snakkede om hvilke billeder, jeg skal medbringe. (Og nu har jeg faktisk fået lavet en fotobog - glæder mig til at den kommer med posten!)
Vi snakkede om mine forventninger, og det gode ved min reserve mormor er, at hun siger tingene ligeud. Hun siger, når jeg er total blød i skallen, og når jeg skal tage mig sammen. Hun sætter tingene i perspektiv. Men samtidig så kan hun også berolige mig! Og hun fik beroliget mig i torsdags. Hun gjorde det meget klart, at jeg jo ikke kan vide noget som helst, før jeg står nede på hotellet og kigger på min mor. Jeg må tage et skridt ad gangen. Aflæse reaktioner og udtryk for at få det bedste møde som muligt. Jeg skal stole på min mavefornemmelse.
Åhh hun er så klog!
Derudover så snakkede vi også om tiden, når jeg kommer hjem igen. Det er jo faktisk først dér, det hårde arbejde begynder. Hvis jeg føler det her tilhørsforhold til min biologiske mor, ligger der jo et kæmpe stykke arbejde foran mig resten af mit liv. Så skal der arbejdes på at acceptere, at vi aldrig ser hinanden igen. Jeg skal kunne håndtere savnet (Og det kan måske også føles som endnu et svigt).
Jeg forsøger ikke at tage sorgerne på forskud. Jeg vil ikke sige, at jeg forventer det værste - for det er sådan set sket, jeg må ikke møde mine søstre. Men jeg forventer, at tiden efterfølgende vil blive hård. Og jeg gør alt, hvad jeg kan for at komme hel ud på den anden side. Normalt anser jeg mig selv som rimelig stærk - og jeg er født af en rimelig stærk kvinde. Altså hvis hun kan overleve det, så kan jeg også. Men i mine svage øjeblikke kan jeg godt komme i tvivl, om jeg nu virkelig kan klare det.

Jeg er så bange for, at det knækker mig. Bare se på mig nu, jeg befinder mig i en gråzone, jeg ikke kan komme ud af. Det kommer jeg nok først, når jeg har været på Sri Lanka. Men det er virkelig svært. Sådan har jeg følt mig i snart knapt 3 måneder. Det er altså langt tid at gå rundt og føle sig rundt på gulvet. Det har da også medvirket til, at mit vægttab er gået helt i stå, fordi jeg ikke får mig bevæget ned i fitness. Mine lunger har valgt at stå af toget, så nu er jeg på en tablet kur med binyrebarkhormon, og det normalt store overskud er totalt i underskud. Jeg orker ingenting.
Så jeg glæder mig sindssygt meget til at tage det næste skridt. Om 21 dage sidder jeg på hotellet og kigger på min biologiske mor. Puuuh der er godt nok ikke lang tid til.

Tiden går lige pludseligt meget stærkt.
Nu kan jeg bare vente.
Og i den her forvirrende ventetid kan jeg så glæde mig til, at jeg om ca. 50 timer sætter kursen mod Istanbul, Izmir og Antalya. Og når jeg kommer hjem, venter der en 60 års fødselsdag hos reservebedsteforældrene, 2 nye liv kommer til verden - og så skal jeg være instruktor på Uni igen! Så der er nok af gode oplevelser at se frem til.

Det var alt for nu. Nu skal der pakkes videre. 
Det blev sidste indlæg inden Tyrkiet (og måske sidste inden Sri Lanka.) Så jeg vil benytte lejligheden til at takke alle Jer, som har vist støtte undervejs. Tak for alle kommentarerne. Tak til min familie. Tak til alle mine dejlige veninder og venner! Tak til min reservemormor for al snakken. 
Tak til alle! 

- Choko