onsdag den 22. maj 2013

Mother found!

Kære alle sammen

Ja, det var titlen på den mail, som jeg modtog i formiddags.
Det er ubeskriveligt! Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg kan næsten ikke trykke på tasterne, for jeg mangler ord for, hvad der kan beskrive den følelse, jeg fik, da jeg læste dette!

Men jo, den var rigtig nok.
Pam (min sagsbehandler) har fundet frem til kvinden, som de formoder er min mor. Det sitrer helt i fingerspidserne.. Jeg forsøger ihærdigt at kunne skabe et dybt og klogt indlæg, men i virkeligheden aner jeg ikke, hvad jeg skal skrive. Der findes ingen ord i verden, som kan beskrive den følelse.

Nå, men altså jeg har jo tidligere fået af vide, at man også har fundet min far. Desværre viser det sig jo nok, at manden nok ikke er min far alligevel. Det er naturligvis ærgerligt - men omvendt ikke så overraskende. Han står jo altså som ukendt i mine papirer. Det vigtigste med denne eftersøgning var jo også at finde min biologiske mor - og søster. Hvis den lille pige, min mor så i retten, er min søster. Hun kan jo ligeså godt have været en niece eller anden slægtning til min biologiske mor. Da jeg troede, jeg havde fundet min far, var det som en ekstra bonus. Det vigtigste er min biologiske mor, det er hende min mor altid har talt om. Det er hende, jeg gerne vil have et forhold til. Eller bare få at se. Og jeg håber inderligt, at jeg får lov en dag. Og forhåbentligt snart! Jeg er allerede ved at finde ud af, hvornår jeg kan flyve derover, men det er jo ikke så ligetil. Der skal søges om visum, jeg skal vaccineres - og jeg skal være først og fremmest være færdig med mine eksaminer.

Jeg er lykkelig for, at de har fundet frem til hende (hvis det nu er hende.) Alene det, at hun er i live, er kæmpe stort. Når man går i gang med sådan en søgning, er det jo altid et sats, man aner jo ikke, hvad man kaster sig ud i. Jeg anede jo ikke, om hun var gået bort. Men det er hun ikke, og det er fantastisk! For så er jeg skridtet nærmere et møde med den kvinde, som har født mig.

Jeg har fået en masse deltaljer af vide, som jeg lige vil holde lidt for mig selv endnu. Jeg har i denne process lært, at ikke alle oplysninger er korrekte, og derfor vil jeg også vente med at fortælle mere lige nu. Jeg skal have tingene bekræftet først. Det får jeg i næste uge, når Pam skal mødes med min biologiske mor.
Jeg vil dog alligevel lige dele dette udsnit af en mail fra Pam. Det er dybt rørende, og skænker mig en vis mængde af håb.


Er det ikke et tegn på moderskab? 
På kærlighed til det barn, man valgte at give bort af kærlighed?
På lettelse?
På håb?

I don't know, men det er da nogle af de ting, jeg forestiller mig i øjeblikket. 

Det var alt for nu. Jeg må hellere forsøge at færdiggøre den der eksamensopgave, selvom at det er skidesvært! Kulturdimensioner og tysk arbejdskultur er det sidste, jeg kan tænke på i dag!

- Choko