Burde egentlig gå i seng.. Klokken er mange, og jeg skal have undervisning på Universitet imorgen. Men hjertet galoperer løs og adrenalinen pumper rundt. Jeg har lige set Horisont på DR1 om adoptivbørn, som flytter tilbage til deres fødelande.
Der var et interview med en sydkoreansk forsker, som brugte begrebet genealogisk forvirring.
Det var meget underligt at få sat et ord på den følelse, som jeg har gået med i mange år.
Genealogi betyder: Læren om slægt. Både teoretisk men også i praksis. Altså slægtsforskning.
Som adopteret kan der nemt opstå noget forvirring omkring denne lære om slægt - eller mangel på samme!
For mig har det i hvert fald været manglen på viden om min biologiske slægt, og jeg tror bestemt ikke, at jeg er den eneste adopterede, som har det sådan.
For mig kom den genealogiske forvirring til udtryk for mange år siden. Jeg har jo en kronisk lungesygdom. At bruge mange timer af sit liv på sygehuset under indlæggelser, kontroller og samtaler med læger, sætter tingene lidt i perspektiv.
Jeg har altid haft svært ved at acceptere min sygdom, og den dag i dag er jeg stadig ikke helt afklaret med det. På trods af en voldsom indlæggelse for snart 3 år siden, har jeg stadig svært ved at tage min medicin med en god fornemmelse i maven. Jeg mangler svar på, hvorfor jeg skal have det sådan.
Hvorfor er det lige MIG?
Er det fordi, at jeg har arvet det fra mine biologiske forældre? Er der lungesygdomme i familien - eller det bare fordi, jeg har været virkelig uheldig?
Jeg var engang til speciallæge sammen med min mor. Lægen spørger mig, om der er bestemte sygdomme i min familie. Jeg kigger på min mor og griner lidt. Så kigger jeg på lægen og tænker "Er du blind eller bare godt dum?"
Men ok, han kunne jo ikke vide, at jeg var adopteret. Så det måtte jeg forklare.
Jeg forlod konsultationen med en ret underlig fornemmelse. Jeg var nok lidt forvirret pga. oplevelsen. Jeg var nok godt og grundigt genealogisk forvirret! Det er episoder som disse, som får mig til at tænke på, at jeg jo faktisk er adopteret. Det er en mindre sjov side af adoptionen.
Jeg har rigtig meget brug for at få styr på den forvirring. Jeg vil virkelig gerne have nogle svar. Jeg vil rigtig gerne vide, hvorfor det lige var mig!
Hvorfor var det lige mig, som skulle have ondt i lungerne og have svært ved at trække vejret?
Hvorfor var det lige mig, som skal bruge en masse medicin bare for at kunne fungere nogenlunde normalt?
Hvorfor var det lige mig, som ikke bare kunne tage til de sportsstævner, jeg gerne ville deltage i ?
Den her genealogiske forvirring kan være enormt frustrerende, specielt fordi der ingen garanti er, for at man nogensinde får svar på sine spørgsmål. Jeg går naturligvis og håber på, at jeg får mine svar engang til sommer, hvis jeg kommer til Sri Lanka. (Hvilket jeg jo håber, at jeg gør!)
Hvem er jeg?
Hvor kommer jeg fra?
Hvem ligner jeg?
Hvorfor er jeg, som jeg er?
Det er mange af de spørgsmål, som adopterede har florerende oppe i hovedet. Det er enormt belastende at gå og tænke på hele tiden. Jeg synes i hvert fald, at det kan være enormt frustrerende.
Det fyldte ikke så meget som barn, men i takt med at jeg er blevet ældre, fylder det mere og mere i tankerne. Jeg tænker ikke på det hele tiden, men hver gang jeg kæmper med en sygdom eller et andet slægtsrelateret problem, ja så tænker jeg naturligvis på det.
Puuh, det blev et lidt anerledes indlæg, end jeg lige havde forventet. Det blev måske lidt mere følsomt, end hvad jeg havde regnet med.
Vil se om jeg kan komme med et indlæg om et par dage.
Godnat
- Choko
