mandag den 18. april 2016

Time is changing..

Kære alle.

Den trofaste læser vil bemærke, at der har været meget stille på bloggen. Mine følgere i adoptionsverdenen vil også vide, at det skyldes mit nye arbejde.

I december stoppede jeg i Musikhuset Aarhus og i starten af det nye år tiltrådte jeg som Post Adoption Service Coordinator hos Danish International Adoption.

Det betød også et farvel til ASU og Adoption & Samfund. Det var den sværeste beslutning, jeg har måtte træffe. Men den var god. Jeg er glad for mit arbejde.

I kraft af mit arbejde ophører mit politiske arbejde med adoption. Man kan ikke sidde på begge sider af bordet. Jeg har accepteret, at min position er anerledes.

Der har selvfølgelig været en fase, hvor jeg har skulle lære min nye rolle. Hvor jeg har måtte skuffe andre. Takke nej til oplæg, sige nej til spændende projekter. Lære at andre skal bruge deres stemme.

Der er stadig meget at sige om international adoption. Der er stadig meget at kæmpe for. Det gør jeg nu fra en anden vinkel!

Og hvor efterlader det så bloggen? 

Jeg er endnu ikke afklaret, men jeg er ikke klar til at lukke den ned. Jeg har stadig noget at sige. Men om andre ting.
Jeg er blevet aktiv venligboer det seneste år, og driver nu Café Venligbo - Aarhus. Måske min drivkraft og skrivelyst skal forenes her.

I skal nok opdage, når der sker noget nyt :-)



Det her er IKKE et farvel. Det er starten på noget nyt.

God aften til alle
- Choko

tirsdag den 10. november 2015

Hvorfor hjalp jeg ikke min mor?


Kære alle sammen

Det er 100 år siden, jeg sidst har skrevet på min blog, men nu synes det nødvendigt at slå på tasterne igen.

For lang tid siden blev jeg kontaktet af Pam (min tolk/myndighedsperson på Sri Lanka), som fortalte mig, at min mors hus var blevet ødelagt af regnskyl. Måske har jeg faktisk allerede skrevet et lille indlæg om det for noget tid siden. Det var min mors fætter, der havde kontaktet Pam, fordi det var vigtigt for dem, at jeg fik det af vide.
Dengang blev jeg ked af det, men samtidig glad for, at de informerede mig. Det gør familie.

For ca. en måneds tid siden bliver jeg ringet op af et udenlandsk nummer. Nummeret er ikke kodet ind på min iPhone, men landekoden var srilankansk. Det var en mand, der ringede. Han sagde, han kendte min mors fætter. Min mors fætter ringede for at spørge om penge til min mor. Når man får sådan et opkaldt, går alle alarmklokker igang. Manden siger, at det skal gå stærkt, og om jeg kan overføre dem i eftermiddag srilankansk tid. Det kan jeg ikke, siger jeg. Jeg lover, at jeg vil undersøge, om jeg kan hjælpe.
Jeg spørger til, hvordan min mor har det. Han siger, at det har været svært pga. deres hus, og at hun har nogle problemer, som han ikke vil belemre mig med.
Seriøst? Det er jo min mor!
Desværre bliver forbindelsen brudt, og jeg står midt ude på Strøget i Aarhus og aner hverken fra eller til.

Jeg ringer til min far, og vi får os en lang snak om det her. Penge ændrer jo relationen markant! Det stiller mig i den værst tænkelige situation. Måske er deres råb om hjælp reelt nok, måske forsøger de at udnytte mig. Hvem ved?
Jeg ved, at begge scenarier er mulige. Jeg er helt klar over, at jeg ikke kan tage en beslutning med det samme, og jeg er brug for at høre nogle erfaringer. Jeg kaster mig derfor over de sociale medier og spørger om råd i forskellige fora, der har noget med enten Sri Lanka eller adoption at gøre.
Jeg ved, at jeg ikke ved nok om den srilankanske kultur til, at jeg kan sige A eller B.

Jeg får rigtig mange kommentarer om, at jeg skal passe på eller lade helt være.
Nogle siger, at jeg skal gøre det. Puuuh, det er svært.
Men særligt 2 kommentarer har hjulpet. Den ene skriver, at jeg skal være mit eget etiske råd. Den formulering har virkelig hjulpet mig meget! Og hvis "rådgiveren" læser med - så 1000 TAK!
Den anden kommentar kom fra en srilankansk adopteret, der samtidig vidste noget om antropologi og srilankansk kultur. Hun fortalte mig lidt om, hvad der kunne ske, hvis jeg gav penge. Jeg skulle forberede mig på, at jeg ville få en "forsørger" rolle i vores relation. Alternativt skulle jeg hjælpe dem og gøre det tydeligt, at det kun var denne ene gang.
Jeg syntes ikke, at jeg var sikker endnu. Jeg snakker med min psykolog om det, og vi snakker frem og tilbage. Vi snakker lidt om, at det nok var meget godt, at jeg ikke havde gjort noget endnu.
Jeg begyndte faktisk at have det ok med ikke at gøre noget.

Men så igår... Igår skrev min veninde fra Sri Lanka. Hun er datter af det ægtepar, som hjalp min mor under hendes graviditet. Jeg kalder hende P her.
P skriver, at hendes far var blevet kontaktet af min mor. Hun skriver, at min mor har brug for hjælp. Hun skriver, at min mor jo har bedt om, at jeg hjalp hende. Og at hendes mand ikke behandler hende godt. Hun har virkelig brug for hjælp!


FUCK!!!!
Hvorfor fanden hjalp jeg hende ikke til at starte med?
Hvorfor lod jeg min skepsis komme mig til gode?
Hvorfor lod jeg mine vestlige værdier være overskyggende, når jeg ved hun kommer fra en anden kultur?
Hvorfor troede jeg ikke på hendes fætter?

Jeg har så mange spørgsmål, og jeg er bitter. Jeg er frustreret på mig selv over, at jeg ikke troede på min familie. De har indtil videre kun behandlet mig ligeværdigt som familie. Jeg har til gengæld behandlet dem som mindreværdige fra et fattigt land. Og jeg skammer mig! Det er min mor! Hvorfor tvivlede jeg på min mor?

Jeg ved jo godt, at det er set 1000 gange før, at adoptivbørn blev kontaktet af biologisk familie, der dybest set var mere interesseret i penge end i relationen.
Men jeg har fra start af mærket en følelse af samhørighed med min mor. Jeg har fra starten af altid villet gå igennem ild og vand for hende. Det vil jeg stadig.
Jeg har fra dag 1 af sagt, at jeg ville gøre alt for hende. Da det så virkelig kom til stykket, blev jeg en kujon og tvivlede på hendes behov for hjælp. Det er pinligt!

I weekenden skal jeg skype med min og P. Jeg glæder mig vanvittigt meget til at se dem begge to igen, denne gang kun på en skærm. Jeg har ikke set eller talt med dem i over 2 år.
Jeg er også lidt nervøs.

Jeg sætter nu alle sejl ind for at hjælpe min mor. Om jeg så skal rejse til Sri Lanka imorgen, så gør jeg det.

Dear Mom. 
I miss you. 
I will love you forever. 
Your daughter. 

- Choko

søndag den 21. juni 2015

Engang var jeg dansker. Hvad er jeg nu?

Kære alle

Folketingsvalg 2015 er overstået. Vi skal have ny regering.

Hvad skal jeg sige?

Jeg skal ikke lægge skjul på min partifarve. Heller ikke selvom jeg er formand for Adoption & Samfund - Ungdom. Jeg står 100 % ved det. Før jeg gik ind i adoptionsverdenen, var jeg meget politisk aktiv.
Partifarven er lyserød (magenta) som mine læber, når jeg går i byen!
Jeg, jeg er radikal. Radikal helt ind til hjertet.


Jeg tror på, at socialliberalismen er det bedste for vores verden. Så enkelt er det. 
Og som I jo nok ved, så fik De Radikale ikke noget særlig godt valg denne gang. Vi blev faktisk mere end halveret, og min personlige favorit, Liv, kom dersværre ikke ind igen. 

Men det er ikke engang De Radikales valgresultat, der gør mig ked af det.
Nej.. På valgaftenen var jeg til valgfest med mine radikale partifæller oppe på Århus Universitet. 
Aldrig har jeg siddet til en fest med så sørgelig en stemning. Nogle få forsøgte at holde gejsten oppe, og ikke vise at de var påvirkede af det. Men da den første unge mand brød sammen i gråd, gik det op for mig, hvor meget det her valg egentlig betyder. For mig. For dig. For os alle. 
Hen mod de sidste aftentimer blev det for meget. Jo nærmere vi nåede den færdige optælling, jo mere trist blev stemningen. Omkring midnat blev det for meget for mig. Jeg var trist. 
Jeg tog hjem, og mens jeg ventede på bussen trillede den første tåre ned ad min kind. 
Da jeg kom hjem, så jeg Helles tale. Og så brød jeg sammen. Jeg hulkede. Jeg var bange. 

Jeg er bange. Bange for hvad der skal ske med vores land. Bange for at jeg skulle føle mig uvelkommen i mit eget land. Eller føle mig mere uvelkommen i mit eget land. 
For virkeligheden er, at jeg faktisk nogle gange ikke føler mig særlig velkommen. Folk kigger mærkeligt på mig. 
Som I kan se på billedet, sætter jeg ofte mit hår op. Jeg arbejder et sted, hvor jeg skal repræsentere os udadtil. Derfor synes jeg, det er vigtigt at se pæn ud. Så når det regner, tager jeg et tørklæde om hovedet. Og jeg kan love jer for, at der bliver kigget. Så når jeg går ind i bussen, folder jeg tørklædet ned over skulderne. Ja, det lyder virkelig åndssvagt. Men jeg gør det faktisk for ikke at blive misforstået. 
Og det er IKKE fordi, jeg har noget imod muslimer. Jeg kan faktisk rigtig godt lide muslimer. Nogle af de mennesker, jeg holder allermest af i den her verden, er muslimer. Jeg elsker anerledes kultur, og ville nogle gange ønske at jeg hørte til der. For de forstår mig. De forstår, hvad det vil sige at være anerledes her i Danmark. 

Nå, men pointen med det her er, at jeg føler mig mere anerledes, end jeg gjorde for 4-5 år siden. 
Der er nærmeste blodige konflikter ligemeget, hvor du tager hen i verden. 
I Indien behandler man kvinderne som dyr. I Mellemøsten dræber Islamisk Stat kvinder og børn, og har jaget millioner af mennesker på flugt. I Afrika gør Boko Haram det samme. 
I Egypten, Israel, Yemen og i Sydamerika er der diverse konflikter både af religiøs og politiske karakterer. 
Over 60 millioner mennesker er på flugt. Det er ca. hver. 122. person! Det er jo vanvittigt! Verden er et frygteligt sted!
Men med 60 millioner mennesker på flugt er det nødvendigt med et internationalt fællesskab og ansvar. Medansvar og medmenneskelighed.

Og derfor er det så mega ærgerligt, at hver 5. dansker har stemt på DF. 
De sidste dage har jeg hørt mange grunde til, hvorfor folk har stemt DF. Ligefra dyrevelfærd til beskyttelse af nationalstaten. (OMG! Nationalstaten?)
Faktum er bare, at DF's mærkesager - og deres krav til Lars Løkke primært handler om udlændingepolitikken. Med så mange DF'ere i Folketinget er der nu rigtig god mulighed for at lave stramninger på området. Stramninger som måske på nogle punkter er nødvendige - men vi er nødt til at hjælpe andre mennesker i nød! Vi er nødt til at være åbne. Være åbne overfor forskellighed og andre kulturer. Og det synes jeg ikke, vi er lige for tiden. 

Så jeg bliver bekymret. 
Misforstå mig ikke. Jeg er dansk. Jeg har dansk pas, og jeg kender ikke til andet end at være dansker. Jeg er adopteret. Og det livsvilkår kan ingen tage fra mig, uanset hvor hårdt de prøver. Det er heller ikke det faktum, som bekymrer mig. 

Jeg plejede at elske det danske. 

Men DF står for alt, hvad jeg ikke kan lide ved Danmark. Smålighed og mangel på tolerance. Mit værste politiske mareridt blev til virkelighed. Dansk Folkeparti kom til magten. 

DF går ikke ind for at homoseksuelle kan adoptere. Ok, skal vi tilbage til et system, hvor det kun var den hvide rige mand og hans kone, der kunne adoptere et barn for at redde det fra hungersnød? 
Nej vel!?!?!

Kan du følge min bekymring og frustration? 
20 % af DK har givet de her politikere mandat til at føre gammeldags og snæversynet politik. 

Det her valg peger i retningen af en mentalitet, der ikke ligefrem sprudler af forståelse og rummelighed. 
Og hvor bliver der så plads til lille mig?

Ja, jeg er dansker. Men jeg er mørk. 

Som du kan se på billederne, så ligner jeg en dansker. Men jeg ligner jo også en etnisk dansker. 
Og jeg render altså ikke rundt med et skilt på ryggen, der reklamerer for mit danske statsborgerskab! 

Jeg er bange for, at vi går en mentalitet i møde, hvor der lige pludselig ikke er plads til min anerledeshed.

Jeg er bange for, at jeg skal til at forsvare mig selv. 
Folk jeg kender, og særligt de højreorienterede, synes jeg klynker. For det er jo ikke sådan nogle som mig, DF ikke kan lide. Men jo det er det! Det er faktisk sådan nogle mørke nogle som mig, de synes skal visiteres ved en fed grænsebom, før vi må komme ind. 

Kunne jeg ikke bare kæmpe? Og råbe højt, som jeg altid har gjort? 
Jo, det kunne jeg måske nok. Men i torsdags føltes det ret nyttesløst. Jeg har stadig ikke fundet energien til at kæmpe imod småligheden. For jeg føler mig så fortabt. Jeg føler, at jeg har mistet alt hvad jeg elskede ved Danmark. 
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. 
Forhåbentlig er der nogle andre, som allerede har fundet gejsten igen, og som er klar til at kæmpe. 
Jeg bliver det forhåbentlig også. 
Men ligenu føler jeg mig lidt rodløs, og overvejer seriøst om Danmark skal være det land, hvor jeg skal bo i i fremtiden. Er det virkelig det her land, som mine børn fødes i? 

Jeg ved det virkelig ikke.. For hvad er jeg nu? 

Det var alt for nu. 

mandag den 25. maj 2015

Meta Health & Traumebehandling

Kære alle

Som det sidste indlæg indikerer, så har jeg opdaget nogle chokerende ting ang. mit helbred og min sygdom.
Kort tid før hele min verden ramlede sammen på Århus Sygehus, havde jeg sammen med en "kollega" indenfor adoptionsverdenen besluttet mig for at tage til et foredrag hos Gitte Retbøll om meta-medicin og traumebehandling.

Det vil jeg gerne skrive lidt om.


Først og fremmest vil jeg dog sige, at jeg normalt har en ret skeptisk tilgang til den alternative verden. Som barn har jeg fået zoneterapi, og jeg himler med øjnene, når min mor taler om meditation. Jeg vil gerne tro på naturvidenskab. Jeg synes, nogle ting virker som hokus pokus. Jeg skal se beviser for, at det virker!

Men i takt med at min krop har udviklet sig i en ukontrolleret retning, har jeg været villig til at prøve alternative veje for at få det bedre.
Derfor fik jeg laserakupunktur for at holde op med ryge. Og om små 3 uger kan jeg fejre, at jeg har været røgfri i et helt år! Som ryger i mere end 10 år er jeg pavestolt!
Jeg går hos en fysioterapeut for tiden, som arbejder ud fra et holistisk perspektiv. Normalt ville jeg være ret skeptisk over for sådan noget, men fordi hun har sin uddannelse som fysioterapeut, er jeg mere rolig. Og hold nu op, hun er dygtig! Utrolig kompetent og fagligt dygtig. Og så gør det ikke så meget, at hun ordinerer en masse kosttilskud og sætter nåle i øret på mig! (Ja mig, der har fobi for de små tingester! Puuuh, der bliver rykket grænser!)
Nå, men hun hjælper mig med at få renset kroppen for medicinrester. Hun kunne allerede ved første møde konkluderer, at min krop svulmer op og får den der tøndeform, fordi resterne af binyrebarkhormonen og alt det andet medicin, jeg har fået, hober sig op i min krop. Det giver jo ret god mening, eftersom at jeg præcis for et år siden blev indlagt med grus i urinvejene og påvirkede nyrer. Min krop kan ikke længere følge med.

Nå, men det var jo egentlig meta-sundhed det skulle handle om.
Så jeg sidder til det her bestyrelsesmøde i Malling, og min kollega foreslår det her foredrag med Gitte. Gitte er læge og har mere end 25 års erfaring i psykiatrien og med børn. Hun arbejder i dag med meta-sundhed. Det er ret kompliceret, og jeg forstod nok kun en brøkdel af foredraget. (Det var meget normalt, sagde hun i øvrigt!)
Jeg vil dog alligevel forsøge at gengive de vigtigste pointer, fordi jeg synes, det gav ufattelig meget mening i forhold til nogle af de udfordringer, vi adopterede kan slås med.

Det første Gitte taler om, er sammenhængen mellem traumer og vores fysik. Sammenhængen findes ikke i de objektive traumer, men i de subjektive traumer. For mennesker er forskellige. Det er forskellige ting, der bliver traumatiske for os. Et traume opstår, når belastningen bliver for stor for os. Børn rammes nemmere af traumer, fordi de ikke håndterer belastning ligeså godt som voksne. Det giver jo egentlig ret god mening. Det er vel derfor, voksne skal passe på børn?

Traumerne kan have forskellige tema, som giver forskellige organforandringer. Sammenhængen mellem tema og organforandring kommer jeg ind på lige om lidt - og det er super vigtigt!


Som figuren ovenfor viser, har vi med 2 faser at gøre. En stressfase og en reparationsfase. Og de to faser bliver "trigget" af forskellige faktorer. Man skal igennem begge faser for at nå til helbredelse. 

Imens Gitte stod og fortalte om meta-sundhed, opstod der en masse spørgsmål i mit hovede, og jeg blev faktisk fysisk påvirket af det. Det lyder fuldstændig vanvittigt! 
Jeg spurgte hende på et tidspunkt, om et barn godt kan opleve et traume, før det bliver født; altså hvis moren oplever noget traumatisk. Det kan det godt. Traumer kan godt overføres gennem generationer. 
Jeg tænkte med det samme på mig selv og min historie. Gitte brugte både sig selv som eksempel og nogle af de førende læger indenfor meta området, som havde sluppet af med deres kræftdiagnoser og gigt osv. Jeg vil dog ikke bruge dem som eksempel, jeg synes, at mit eget eksempel er bedre at bruge i en adoptionrelateret kontekst. 
Det håber jeg, I kan se meningen med! :-)

Hvis jeg lige skal vende tilbage til figuren hurtigt, så går man fra stressfasen til reparationsfasen ved én af følgende 2 løsninger. En solution, som er en praktisk løsning. Eller det de kalder en soulution, som er den følelsesmæssige løsning. Herefter bevæger man sig videre til næste fase. 

Det som er ret sejt, og fik mig til at tro på det her, er sammenhængen mellem en påvirkning af hjernen, et organ og ens følelsesapparat. Det hænger sammen! Hvis man arbejder med det følelsesmæssige, kan man reducere hele processen. (Her så jeg en sammenhæng mellem mit helbred og min adoptionshistorie. Efter 20 års sygdom - og et traume for 23 år siden, er jeg begyndt at arbejde virkelig intensivt med mig selv for nogle år siden. Og min krop reagerer på det!) Gitte fortalte, at hun testede sig selv, da hun fik en svulst. Hun tog en CT scanning af sin hjerne, og kunne se en forandring i et område i hjernen, hvor hun kunne se en sammenhæng mellem følelserne og traumet! Det synes jeg er sejt! 

Jeg håber, I er med så langt. For nu bliver det endnu mere kompliceret. Og lidt nørdet. 
Men for at forstå traumernes temaer og sammenhængen til organerne, skal man kende embryologien bag mennesket. 

Et af fosterstadierne kaldes for gastrula, hvor der dannes en kimskive. Den kimskrive består af 3 kimlag. De 3 kimlag danner forståelsen for sammenhængen mellem traume og organforandring! Så følg nu godt med :-) 

Det inderste lag kaldes for endoderm. Det er herfra hjernestammen dannes samt de indre organer, lunger og fordøjelsen. 
Det midterste lag hedder mesoderm. Det deles i 2 lag. Herfra dannes lillehjernen og storhjernemarven, blod, muskler og knogler. 
Det yderste lag hedder ektoderm. Herfra dannes storhjernebarken (Det mange kender som cortex), overhud og nervecellerne. 

For at kunne sætte organforandringerne ind i en kontekst, skal temaerne knyttes på. De kan ydermere kategoriseres udfra typer af infektioner. OBS: Jeg er ikke læge, så jeg bruger nok ikke de helt korrekte termer. Men det var sådan her, det gav mening for mig. 

Endoderm: Overlevelse. Svampeinfektioner

Mesoderm: Selvværd, beskyttelse og reproduktion. Bakterielle infektioner

Ektoderm: Adskillelse. Virusinfektioner

Da Gitte guidede os igennem embryologien, gik der et lys op for mig. Ja, det hænger sammen. Nu er jeg måske et skridt nærmere en forståelse af, hvorfor jeg har det her dårlige helbred med de særdeles dårlige lunger! 

Så hvis jeg skal koble min egen historie sammen med meta-sundhed, så oplevede jeg meget tidligt i mit liv et traume. Et traume, jeg ikke engang vidste, var traumatisk for mig. Dem som har fulgt mig i længere tid ved, at jeg overhovedet ikke har et problem med at være adopteret. Jeg har det rigtig godt med at være adopteret, trods det er et livsvilkår, der kan give nogle eksistentielle problemer og meget andet rod. Men jeg har aldrig oplevet det som traumatiserende! 
Men måske var det alligevel ret traumatiserende for en 49 dage gammel baby at blive taget fra sin mor. (Ja ok, det lyder jo faktisk meget logisk!)

At blive forladt hænger naturligvis sammen med overlevelse. Hvis der er noget, jeg kan, så er det at overleve! Min overlevelsesmekanisme er utrolig stærk, og det ser jeg hos de fleste adopterede. Vi kan godt klare os selv! 

Svampeinfektionerne passer også meget godt på mig. Ja ad, det er lidt klamt at læse - og bestemt ikke særlig lækkert at skrive om. Men jeg har lovet mig selv og andre at være 100 % ærlig. Også når det gør ondt eller er upassende! 
Som en følge af min medicin har jeg fået en tendens til at svede helt ekstremt! Jeg har endda gået til udredning for det, fordi min læge ikke kunne gennemskue at det hang sammen med medicin. Åhh.. 
Nå, men fordi min krop er så dårlig til at komme af med varmen, er min krop et perfekt sted for svampeinfektioner. Og mit ene præparat har også svampeinfektioner som bevirkninger. Ej, det lyder virkelig klamt. Det er det også, men rolig.. Jeg er ikke en omvandrende svampeinfektion ;-) Det kureres meget nemt, men er naturligvis ikke særlig sjovt at have. 

Nå tilbage til meta-sundhed! 
Der er også 2 stadier eller faser i forhold til celleforandringen. Enten er der celledannelse eller cellenedbrydning. 
Hvis man har symptomer i stressfasen, altså celledannelse, vil man opleve cellenedbrydning i reparationsfasen. Det hænger sammen med det inderste lag, endoderm! 
Omvendt for symptomer i reparationsfasen, vil man have celledannelse der, og cellenedbrydning i stressfasen. 

Hvor befinder jeg mig så selv i det her komplicerede virvar af embryologi, termer og følelser? 

Jo... Jeg tror, jeg har gået rundt i stressfasen i 20 år. 
Jeg ved ikke, hvad der triggede min sygdom, da jeg var knapt 4. Men det ville ikke undre mig, om der var en sammenhæng til min adoption og noget med forladthed. Min sygdom går kort sagt ud på, at jeg har en kronisk betændelsestilstand i lungerne. Altså der er nogle celler, som ikke skal være der.

I 2012 begyndte jeg at arbejde med min egen adoption. Jeg nåede en soulution, da jeg mødte min biologiske mor i Colombo. Jeg fik ikke bearbejdet mit traume helt. Det har jeg stadig ikke. Men jeg er i hvert fald kommet et godt stykke af vejen. Jeg tror, jeg befinder mig i reparationsfasen lige nu. Det sidste år har min krop reageret meget hårdt. Men min lungekapacitet er steget 10 %! Det vil altså sige, at jeg får det bedre. 

Jeg er overhovedet ikke rask endnu. Jeg forudser mange år, hvor jeg skal kæmpe endnu. Kæmpe for at blive rask. Men jeg håber på, at jeg når dertil! Og jeg håber på, at det kan gå endnu hurtigere, nu hvor jeg måske har fundet forklaringen på, hvorfor jeg er så hårdt ramt. 

Det er ikke fordi, jeg nu har set lyset og er blevet frelst. Overhovedet! 
Men jeg synes, det er en spændende måde at anskue vores ve og vel på. Sammenhængen mellem det fysiske og mentale. 
Jeg synes også, det er mega interessant i forhold til adoptionsverdenen. 
Hvad adopterede ikke døjer med at laktoseintolanser, eksem osv. Det kunne være enormt fedt, hvis man kunne få noget mere forskning omkring det her emne og få knyttet nogle adoptionsrelaterede tematikker indover. Gad vide om vi kunne blive klogere? Gad vide om, vi kunne spare os selv for nogle sygdomme, hvis vi får arbejdet med vores traumer? 
Gad vide om, PAS ordningen kunne kombineres med meta-sundhed?

Årh, det sætter gang i mange spørgsmål. Jeg kan jo ikke selv svare på dem. Det kommer jeg nok heller ikke til. 
Men det er i hvert fald et spændende emne! 

Nu er det over midnat. Jeg må hellere hoppe under dynen. 

- Choko

søndag den 3. maj 2015

Fejlbehandling

Kære alle

Efter MANGE måneders pause er det vidst på sin plads at komme med et indlæg.

Det er på mange måder en rigtig svær tid lige nu.
Normalt skriver jeg indlæg om adoption. Og der er nok at tage fat på. Der sker så mange ting i adoptionsverdenen, som jeg gerne vil skrive om.

Men lige nu fylder helt andre ting i mit liv.

I den sidste tid har jeg bare fået nok! Nok af at være så syg, at tage ukontrolleret meget på i vægt, at være ked af min krop. Jeg fik simpelthen nok af at have følelsen af at leve et liv, som jeg ikke selv har kontrol over.
Jeg havde faktisk besluttet mig for en ret drastisk ting, et kirurgisk indgreb, som jeg lige nu vil holde for mig selv. Men indgrebet skulle være et led i en proces, hvor jeg skulle få glæde og selvtilliden tilbage.
Det er dog sat lidt på standby lige nu. For i forrige uge var jeg på hospitalet til min ugentlige vaccination. (Et langt og sejt forløb, der blandt andet har gjort, at jeg intet overskud havde i min hverdag.) Efter vaccinationen skal jeg til kontrol med min astma og tale med en overlæge.
For at gøre historien kort, kopierer jeg min facebook status fra sidste torsdag ind.

Den kommer her:

"Har i dag været på hospitalet, og havde forberedt mig på at råbe. Råbe højt! For et par dage siden kedede jeg, og googlede derfor for sjovs skyld min medicin og de dertilhørende birvirkninger. Hold da kæft, hvor blev jeg chokeret, da jeg læste dem! Alle de ting, som har gjort mig ked af det de sidste 5 år.. alle de ting, som jeg troede var min fejl. Mig der var noget galt med... Det var bivirkninger! En liste så lang. Jeg blev enormt vred over, at jeg tilfældigt skulle opdage det. Hvorfor har ingen læge oplyst mig om det her? Jeg har immervæk været syg i 20 år! Så jeg havde forberedt mig godt til det ugentlige sygehusbesøg i dag. Jeg kommer ind til overlægen, og han lægger ud med at sige, at han synes, jeg skal have mere binyrebarkhormon, fordi min krop ikke tager vaccinerne så pænt. Det var bare for meget, og jeg brød fuldstændig sammen. Jeg hulkede, og jeg overvejede faktisk at forlade lokalet. Men jeg får udtrykt min bekymring, og vi får snakket tingene igennem. Min medicinhistorie og bivirkninger. Han kan hurtigt fortælle mig, at jeg er blevet fejlbehandlet i ca. 20 år med en kombination af præparater, som er helt forkerte sammen.
Overlægen spørger, hvor jeg kommer fra. Jeg fortæller, at jeg er adopteret fra Sri Lanka. Han spørger, om jeg er laktoseintolerant. Det ved jeg da ikke?
Han kigger mine tidligere prøver igennem, og kan lynhurtigt se, at de biokemiske prøver er vildt mangelfulde - ja faktisk ikkeeksisterende! (Rimelig skræmmende!)
Han spørger mig, om hvornår jeg sidst har fået en knoglescanning.
Øh aldrig!? 
Jeg er rystet helt ind til benet. Jeg er rystet over, at jeg er blevet fejlbehandlet. Jeg er ked af, at jeg har brugt så mange år på at kritisere mig selv, sætte spørgsmålstegn ved min tilstand og så bilde mig selv ind, at det bare er sådan, tingene er! Jeg skulle have lyttet til mig selv. Tænk at man som patient selv skal vide mere end lægen.
Jeg er rystet over, at MANGE læger har pumpet mig med binyrebarkhormon gennem meget lang tid uden at fortælle mig, at mine knogler kan knække. 
Men jeg er allermest ked af, at samtlige læger ikke har taget mig seriøst, når jeg har forsøgt at få hjælp til min vægt, fordi jeg følte, at jeg ikke kunne kontrollere den. Det fik jeg svar på i dag. Min massive vægtforøgning skyldes IKKE mig eller mine spisevaner. Det skyldes den lortemedicin, jeg skal have for at blive bare mere end 40 år gammel. 
Men hvor er jeg lettet, lykkelig og mega glad for, at jeg mødte en kompetent overlæge for første gang i MEGET lang tid. Som tog sig tid til at lytte til mig og tage mig seriøst.
Jeg er glad for, at han nu vil teste mine antistoffer og faktisk systematisk undersøge mig. Og jeg er dæleme glad for den knoglescanning, han har beordret.
Men jeg er allermest glad for, at han sagde: "Vi to skal snakke sammen, inden jeg er færdig på afdelingen. Jeg følger op på det her."
Åhh han er dagens mand i en valgfri sovs! 
Og hvorfor skriver jeg det her?
Vil jeg gerne have opmærksomhed? Nej.. og ja. Jeg håber, den her historie kan hjælpe andre til at undgå fejlbehandling ligesom mig.
Og så håber jeg, at min omgangskreds får en brøkdel mere forståelse for, hvorfor jeg har haft det svært de sidste 5 år. Hvorfor jeg pustede op som en anden ballon, og blev mere og mere ked af, hvordan jeg ser ud. Hvorfor jeg har gået så meget på sygehuset, og hvorfor sygdom fylder så meget i mit liv. Er det ikke lidt hypokonderagtigt og lidt sippet? Nej. Det er reelt nok. 
Nu starter jeg en ny behandling, og med tiden (og med hjælp fra min fys) skal jeg have renset kroppen for 20 års brug af stærk (og forkert) medicin. Det tager tid, men for første gang i meget lang tid, kan jeg se lys for enden af tunnellen. Der ér faktisk håb.
Det er rart."

Der er nu gået ca. 10 dage, og jeg er stadig rystet. 
Jeg er vred. Jeg er faktisk pissevred! 
Jeg har nok aldrig været så vred før. Jeg har virkelig svært ved at rumme alle de følelser. Det resulterede i, at jeg brød sammen under min søsters koncert på VoxHall for et par dage siden. Hun så det ikke. Men mine forældre måtte holde mig, mens jeg rystede og græd. 
Jeg er gal over, at man kan gamble sådan med andre menneskers liv. Det er jo mit liv for fanden! Jeg er gal over, at lægerne sådan uden videre ordinerer medicin til folk uden at have et overblik over patienten. 
Jeg har forsøgt at holde hovedet koldt og have styr på min medicin. Men jeg er jo ikke lægen. Jeg har en kronisk lungesygdom, jeg er nødt til at stole på fagpersonerne, hvis jeg vil leve. Og det vil jeg faktisk ret gerne! 
Jeg er et eller andet sted også lidt lettet. Lettet over, at jeg faktisk kan få det bedre. At alle de her ting, som jeg har hadet ved mig selv, bare er bivirkninger. Og de kan forsvinde igen med noget hjælp. Men så vender vreden tilbage. Jeg kunne have undgået de her bivirkninger! Jeg kunne have sparet mig selv for 5 års massiv selvkritik fra morgen til aften, 5 år med dårlig selvtillid. Før i tiden manglede jeg ikke selvtillid overhovedet. Det gør jeg nu. Jeg kunne have sluppet for at tage 30 kilo på. 30 kilo! Det er altså halvdelen af mange af mine veninder. Det er jo vanvittigt. 
Jeg har sindssygt svært ved at rumme det her. Sker det virkelig for mig? Ja, det gør det.. Det er mega svært at skulle omstille sig sådan. Jeg kan slet ikke huske, at jeg ikke har været syg. Det er svært at forstå, at mit liv måske ikke skal være fyldt med medicin og hospitaler. Ok, jeg er stadig syg - og det vil jeg altid være. Men jeg er blevet endnu mere syg grundet den medicin, der skulle hjælpe mine lunger. 

Synes du også, det her lyder totalt grotesk - og faktisk lidt uvirkeligt?
Velkommen til min verden. 

Jeg har svært ved at forstå, at det her faktisk sker for mig. Jeg har rigtig meget brug for at få placeret noget skyld og noget ansvar. Hos nogle andre. Jeg føler mig svigtet. Som patient og som Ina. Jeg føler mig røvrendt. 
Derfor har jeg besluttet mig for at søge om erstatning. 
20 års fejlbehandling og 5 års massivt indtag af ordineret binyrebarkhormon er IKKE okay. Det her er ikke bare lægefejl og sjuskeri. Det er meget mere end det. 

Jeg har vrede nok til de næste mange år af mit liv. Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer mig over det. Nogensinde. 
Erstatningssager skulle angiveligt være sindssygt hårde og energislugende. 
Men jeg gør det. Jeg gør det ikke for pengene. Selvom det kunne være rart at give mine forældre en ordentlig slat penge for alle de gange de har måttet - og stadig må betale for min medicin. 
Vi snakker ikke bare titusinder af kroner, men hundredetusinder af kroner. Som jeg naturligvis ikke selv havde som studerende. SU Styrelsen ville ikke give mig handicaptillæg dengang. Så mine forældre trådte til. 
Det kommer sygehuset til at betale for. Selvom jeg ikke gør det for pengene. 
Jeg gør det, fordi der skal placeres et ansvar. 
Jeg skal have ro i sjælen igen. 

Puha, det er hårdt at skrive om. 

God weekend til alle.
Choko

søndag den 20. juli 2014

Det usagte.

Kære alle sammen.

Det her indlæg har jeg kæmpet med i meget lang tid. Jeg har gået og reflekteret over, hvordan det skulle skrives. For det er ikke nemt at skrive. Det gør faktisk ret ondt. Men jeg synes, det er vigtigt at få vist en anden side af den ellers så rosenrøde genforening mellem mor og barn.

Hele Danmark kender nok til Sporløs, tyskerne til Vermisst - ja der findes rigtig mange programmer hele verden over, hvor programdeltagerne søger efter savnede familiemedlemmer.

Jeg har tit fulgt med i Sporløs. Flere af mine venner har deltaget i programmet, og jeg har også selv overvejet det. Ja, jeg havde endda udfyldt deres ansøgningsblanket. Vi ser ofte et glædeligt møde mellem mor og barn. Vi ser en masse følelser, som har været fortrængt i mange år, få frit løb. Vi ser en kærlig familie, der tager imod barnet med åbne arme.

Sådan troede jeg også, det ville blive, da jeg skulle møde min mor sidste år.
Det blev det ikke. Mødet med min mor var fantastisk - men da jeg kom hjem var tingene knapt så rosenrøde. Jeg fik ikke mødt hele min familie, selvom jeg gerne ville. Jeg fik ikke engang set et billede af mine søstre, og jeg kommer nok heller aldrig til det.

Da der var gået 4 måneder efter rejsen til Sri Lanka, skulle jeg vaccineres den sidste gang hos lægen mod hepatitis. Og der gik det op for mig, at der allerede var gået så lang tid - og at jeg savnede min mor helt vanvittigt.
Det gjorde også meget mere ondt, end jeg havde troet. Inden jeg rejste til Sri Lanka var jeg jo udemærket klar over, at den her rejse ville forandre mit liv for ALTID. Men jeg vidste ikke, at den skulle tage mig igennem en sorgperiode.
Jeg har måtte sørge over, at jeg aldrig får det forhold til min mor, som jeg gerne vil have. Det gør så ubeskriveligt ondt, at omstændighederne ikke giver mig mulighed for at få et forhold til min mor, som jeg så gerne vil have et forhold til. Jeg elsker hende! Vi hører sammen, og det kunne jeg mærke allerede  i samme øjeblik, da hun trådte ind ad døren på hotelværelset i Colombo. Men sprogbarrieren og al det hemmelighedskræmmeri komplicerer tingene.

Det er som at stjæle slik fra et barn - på juleaftensdag! Det er uretfærdigt! Jeg fik lige snust til følelsen af at have en dyb connection med min mor. Og så blev den taget fra mig. Jeg kan slet ikke finde ord, der kan forklare, hvordan det føles - og hvor svært det er.
Jeg har haft rigtig svært ved at acceptere tingene. Selvom mit hoved godt kan forstå, at min mor ikke kan fortælle sandheden til familien, selvom hun sikkert gerne vil, så kan mit hjerte ganske enkelt ikke acceptere det.


Jeg har haft svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke også fik et "Sporløs-moment", hvor familien stod med åbne arme. Jeg har haft meget svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne være lillesøster - og moster. Jeg ELSKER jo børn, og mit hjerte knuses sådan, fordi jeg ikke kan være der for min lille niece. 
Hvorfor gør det så ondt? Jeg kender jo ikke de her mennesker? Jeg har delt 9 timer med min mor. Hun har jo ikke været der gennem min opvækst. Hun var der jo ikke, når livet gjorde ondt, når jeg lå på hospitalet, eller da jeg havde en depression. Korrekt, men hun gav mig livet. Og hun gav mig ovenikøbet en chance mere i livet ved at adoptere mig bort. Jeg er hende dybt taknemmelig (Selvom det jo nærmest er forbudt at sige nogle gange i adoptionsverdenen!) 

En anden faktor er naturligvis, at mit forhold til min mor herhjemme heller ikke altid har været verdens bedste. Jeg vil ikke gå i detaljer, for jeg vil gerne holde vores forhold så privat som muligt - men jeg vil blot nævne, at vores skræntende forhold naturligvis også har en betydning, for det har affødt et behov for en tilknytning til en anden … og her havde min biologiske mor været et oplagt, men urealistisk valg. Og derfor har det gjort dobbelt så ondt. 
Jeg står med to forhold til to mødre, og ingen af dem er, som jeg gerne ville have dem. 



Der er næsten gået et år. 
Tiden er fløjet afsted - og så alligevel ikke. Det er så lang tid siden, jeg har set min mor. Jeg savner hende hver dag. Tanken om, at jeg skal leve sådan her resten af mit liv, er næsten ubærligt. Men tiden heler alle sår, og en dag lærer jeg vel at leve med disse omstændigheder. Det er jo endnu et vilkår. 

Hvorfor har jeg valgt at skrive om det her? 
Fordi min formodning er, at de fleste tror, det foregår som vi ser det i Sporløs. Det gjorde jeg jo selv! Men der er så meget mere, så mange nuancer, som vi ikke ser i Sporløs. Og det synes jeg er vigtigt at få frem. 
Med min egen erfaring i bagagen, kan jeg godt undre mig over, at nogle aktører i adoptionsdebatten taler så uproblematisk positivt om de her genforeninger. Hvor er garantien for, at en genforening får en lykkelig slutning? Den findes da ikke! Derfor mener jeg også, det er enormt vigtigt, at vi får talt om de her møder på både godt og ondt. For de kan gøre så ubærligt ondt. Ligeledes synes jeg også, at min erfaring har affødt en ny skepsis overfor åbne adoptioner. Jeg ved godt, der er mange forskellige måder og definitioner af åbne adoptioner, men i de tilfælde hvor kontakten mellem mor og barn er direkte, er jeg i hvert fald blevet mere skeptisk. Jeg er klar over, at min egen historie ikke er repræsentativ for alle historier og genforeninger - det ville være rigtig ærgerligt! Dog afspejler min historie én af de utallige nuancer. 

Jeg håber, at det giver lidt stof til eftertanke hos adoptivforældre og adopterede - og alle andre, som måtte have interesse for adoption. Det er ikke nødvendigt så rosenrødt, som vi går og tror. 
Tiden efter et møde med de biologiske forældre er ikke nødvendigvis særlig rar. 
Jeg ville naturligvis ikke have undværet mødet med min mor, men det har givet mig flere ting at slås med, end jeg havde inden mødet. Der var jeg ret afklaret med min adoption. Nu står jeg tilbage med et savn. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af det? 


Savnet skal jeg leve med resten af mine dage. 

Det blev alt for nu. 
- Choko

søndag den 11. maj 2014

Venteposition...

Kære alle sammen

Indlæggene kommer efterhånden noget mere sporadisk, end de gjorde før i tiden. Jeg er ganske enkelt mere presset nu. Lige for tiden sidder jeg og skriver min bachelor. Ugen inden jeg oprindeligt skulle have afleveret, blev jeg indlagt på Århus Sygehus. Jeg har tidligere nævnt, at jeg har utallige skavanker og sygdomme, og det koster bare et par indlæggelser en gang imellem. Det var dog rimelig uheldigt, at jeg skulle blive syg lige inden, min BA skulle afleveres, så jeg har fået 3 uger ekstra.
Det betyder, at jeg skal aflevere om knap 14 dage.

Siden sidst er der sket rigtig meget. Både herhjemme og på adoptionsfronten.
Jeg har blandt andet været til mit første kurdiske bryllup. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg er så glad på brudeparrets vegne. De er nogle dejlige mennesker!


På adoptionsfronten er der også sket virkelig meget den seneste tid! AC Børnehjælp fik varslet en suspendering, og har sat en genopretningsplan igang. Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvad der vil ske det næste stykke tid. 
Vi går og venter på ministerens helhedsanalyse, som er lovet færdig inden sommerferien. Det eneste, man ved lige nu er, at man inddrager nogle adopterede, som er kommet til DK i nogle bestemte årstal. Mere ved vi ikke. Det er meget frustrerende. Jeg håber, helhedsanalysen kommer til tiden, men jeg bliver ikke overrasket, hvis den bliver forsinket. 

Jeg havde fornøjelsen af at deltage i Nordic Adoption Councils Chairpersons' Conference i Stockholm for ca. 3 uger siden. Det var endnu en gang en kæmpe fornøjelse at deltage i et NAC møde. Det er altid så inspirerende at møde ens udenlandske kolleger. Jeg blev enormt inspireret denne gang, både af svenskernes mediehåndtering, af måden islændingene havde lagt pres på deres myndigheder, de bundsolide og gamle erfaringer hos nordmændene, og ikke mindst mine finske kollegers høje etik og moral og reflektionsniveau. Det var ganske enkelt fantastisk. Og det er nogle fantastiske mennesker! 
Alle lande kunne fortælle om nedgang i antallet af børn, som blev formidlet. Men kun i Danmark befinder man sig i en dyb og eksistentiel krise! Så det var faktisk en anelse hårdt at repræsentere Danmark. I Danmark er vi også det eneste land, hvor samarbejdet er minimalt. Det var meget inspirerende at høre de andre fortælle om, hvordan de arbejder tæt sammen. Det er på tide, at vi tænker nyt i Danmark. 

Og når jeg siger nyt, så mener jeg ikke nødvendigvis mere kritisk. Selvfølgelig skal vi i kampen for at blive bedre, være mere kritiske overfor de sociale, kulturelle og kommercielle problemer - men vi skal stadig arbejde FOR adoption som en måde at være familie på. 
Adoption er stadig en god familieform! 
Jeg tror, vi kan blive meget bedre, hvis vi kigger både indad og udad. Indad for at se, hvor vores indre grænser er. Hvor meget kan vi gå med til? Hvilken etik og moral skal vi konstant arbejde med? (En høj én, naturligvis!!!!)
Men vi bør også kigge ud ad. Kigge på vores gode venner i Norden. Dem kan vi lære rigtig meget af. 

Vi står lige nu i en brydningstid, hvor alt kan ske. 
Jeg er meget spændt på, hvad der sker de kommende måneder. Jeg er spændt på, om de danske politikere giver op, og afskaffer international adoption fuldstændigt, eller om de lader det forstætte - måske under et nyt system?
Det håber jeg ! Jeg håber, adoption fortsat vil være muligt i fremtiden - og jeg håber, man fortsat lader private organisationer tage sig af dele af opgaverne. Jeg tør ikke tænke på et statsligt formidlingsapparat. Jeg kan ikke se det positive ved det, beklager! Jeg vil hellere holde det i det private.

Midt i den her krise - og venteposition, har jeg brugt meget tid på at reflektere over, hvad det egentlig er, jeg arbejder for.
Kernen er børnene! Jeg arbejder med adoption, fordi der findes millioner af børn ude i verdenen, som har brug for en eller forældre. Som har brug for kærlighed. Eller en barndom.
Alle børn har krav på familie.
Det er dét, jeg arbejder for! Og de skal have en stemme - også når de er blevet unge og voksne.

Nu må jeg hellere vende tilbage til min bachelor. Det blev alt for denne gang!

- Choko